Bygningsbevaring og bevaring af udvalgte bymiljøer har været kendt i mange år. Væsentlige og interessante bygninger og bymiljøer har da også været genstand for bevarende planlægning mange steder i landet.
I de senere år har der imidlertid været en tendens til, at bevaringsbestræbelserne har fokuseret mere bredt på det fysiske miljø, idet den kulturhistoriske synsvinkel har flyttet opmærksomheden fra det rent arkitektoniske til en bredere samfundsmæssig betragtning af det fysiske miljøs informationer.
Denne ændrede synsmåde har i mange sammenhænge vist sig at være en meget spændende tilgang til udarbejdelse af kommuneplaner, lokalplaner og anden planlægning med et fysisk og geografisk indhold. Et bredt samfundshistorisk udgangspunkt appellerer simpelthen mere direkte til mange menneskers umiddelbare forestillingsevne end de sædvanlige funktionelle og æstetiske betragtninger, der oftest udgør fundamentet i den fysiske planlægning.
Spørgsmålet om hvor vi kommer fra, og hvor går vi hen, er således ikke kun et eksistentielt spørgsmål, men også et afgørende spørgsmål når vi snakker byudvikling og byplanlægning.
Sven Allan Jensen as har en bred reference med planopgaver, hvor både det kulturhistoriske og det arkitekturhistoriske aspekt har været dominerende. Vi har således udarbejdet Skov og Naturstyrelsens vejledning om kulturmiljøet i kommunernes planlægning, kulturmiljøatlas for Langeland, kommuneatlas for Gentofte samt kulturmiljøplaner for bl.a. Århus Amt og en række større og mindre kommuner.
Læs vejledningen om kulturmiljøet i kommunernes planlægning her.
Yderligere information:
Seniorkonsulent Claus Otto Nielsen, dir. 45 97 76 18
Seniorkonsulent Niels Hurup, dir. 45 97 76 16
|